Sol med forbigående uvejr er del af Educate·S · Stykker for cello, en serie af musikstykker udgivet af musikforlaget Edition·S. Tilblivelsen af serien udspringer af et ønske om at bygge videre på den historiske tradition, hvor samtidens komponister skrev musik, der indviede musikelever i nye musikalske oplevelser og erkendelser.
---
Stykket er dramatisk, på samme måde som det er dramatisk at være ude i naturen på en solskinsdag (med den påklædning man har på i solskin), og så pludselig blive overrasket af en regnstorm. Hvis du er klog, lader du solskinsvejret være så lyst og glædesfyldt som du kan, for så står uvejret desto mere dramatisk.
---
Thomas Agerfeldt Olesen er født i 1969 i Aarhus. Han gik på Rudolf Steiner Skole, hvor han begyndte at spille cello. Da Thomas var omkring 10 år gammel, blev han på sammenspilsholdet introduceret til den ny musik, bl.a. med arrangementer af Per Nørgård og det tændte hans begejstring for den ny musik. Udover at være en flittig cellist skrev Thomas også musik, og da han var 14 år, fik han for første gang et af sine musikstykker opført på en festival i Aarhus. Da han var 20 år gammel, blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og er uddannet derfra som cellist og komponist.
---