Skulptur er del af Educate·S · Stykker for accordeon, en serie af musikstykker udgivet af musikforlaget Edition·S. Tilblivelsen af serien udspringer af et ønske om at bygge videre på den historiske tradition, hvor samtidens komponister skrev musik, der indviede musikelever i nye musikalske oplevelser og erkendelser.
---
Der er ligesom to modstridende elementer: et blødt element (d-mol agtigt), samt et hårdt element i understemmen, som er stærkt skærende (to kvarter med en lille sekund i midten). I takt 5 indtræder et nyt lille motiv: lille sekund, stor sekund samt lille terts, både i over- og understemme. Stykket slutter med kvart- og tritonusmotiv i overstemmen. D-mol motivets blidhed slutter satsen efter at have dukket op 5 gange.
---
Lars Hegaard er født i 1950 i Svendborg. Som barn begyndte han at spille guitar og blokfløjte. Med rødder i arbejderklasse og beatkultur og med nysgerrighed efter at udforske musikkens mange verdner tegner der sig et broget billede af Lars' musikalske baggrund. Først i gymnasiet mødte han den klassiske musik, hvor han blandt andet blev fascineret af komponisten Sjostakovitj og korværker som Händels Messias. Han færdiggjorde studier i klassisk guitar og senere komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, og ud over at være komponist er han også aktiv som musiker og musikunderviser.
---