Ib Nørholm - Mindeord

2019-06-12
Med Ib Nørholms død har dansk musikliv mistet en af sine markanteste og mest elskelige profiler. Komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen har skrevet et mindeord om sin lærer og ven.

Photo: Per Morten Abrahamsen
Anden pinsedag sov Ib Nørholm ind, 88 år gammel. Dansk musikliv mistede hermed én af sine markanteste og mest elskelige profiler, og jeg personligt mistede en elsket lærer og ven.

Som komponist var Nørholm blandt de første til, sammen med kollegerne Gudmundsen-Holmgreen og Nørgård, at tilegne sig 60’ernes nye strømninger, hvilket resulterede i serialisme og diverse former for happenings. Men ligesom sine kolleger var Nørholm også hurtig til at fravælge den centraleuropæiske æstetik til fordel for den såkaldte ”ny enkelthed”, der i mange forskellige former en årrække blev normdannende for dansk musik. Man siger gerne, at det typiske ved Nørholms musik var pluralismen. Aversionen mod at begrænse sit æstetiske ståsted. Ønsket om at åbne værkerne for hvilke som helst impulser, der måtte komme: ”Gad vide hvor det fører hen?” kunne han sige, når han spillede starten af et nyt værk. Denne ekstreme lydhørhed for det, der også er muligt, var enestående i Nørholms produktion. Og som ingen anden formåede Nørholm elegant at samle alle de forskellige stier, musikken kunne gå, i et samlet hele, der altid havde det umiskendelige Nørholmske udtryk. Et udtryk, der ikke mindst gav sig udslag i et melodisk mesterskab; om det så fandt sin vej som instrumentel overstemme, en lied eller en folkelig sang, som den allerede etablerede ”Nu kimer julens klokker.” Dertil kommer hans symfoniske mesterskab, der er udfoldet i hele tretten store symfonier. Med denne beherskelse af såvel melodik som de store former, fremstår Nørholm som den éntydige viderefører af en Carl Nielsensk tradition og derved som den bro, der sammenbinder 1900-tallets musik.

Den store rolle Nørholm direkte såvel som indirekte spiller for nutidens danske musikliv skyldes dette virkes samspil med rollen som underviser. Fra 1980 virkede han som professor i komposition ved Københavns konservatorium. Hovedparten af min generations komponister er uddannet af Ib Nørholm. Og hans elever (bla. Ivar Frounberg, Karsten Fundal, Ejnar Kanding, Martin Lohse, Niels Rosing-Schow og Bent Sørensen) har selv taget undervisningsgerningen op og har på den måde videreført den arv, de modtog. Og arven var af en særlig type. Nørholm, Gudmundsen-Holmgreen og Nørgård var ikke blot kunstneriske fornyere. De var (og det er måske i sidste ende næsten vigtigere?) også sociale fornyere. De formåede at skabe et miljø af forståelse, nysgerrighed og tolerance. Et miljø, hvor komponister var venner og kollegaer snarere end konkurrenter; hvor æstetiske forskelle blev budt velkommen – eller i det mindste diskuteret i sober tone – og set som anledning til udvikling snarere end fordømmelse. I sin egen undervisning var det det, Nørholm plæderede for. Ét af de vigtigste elementer i kompositionsundervisningen var de ugentlige komponistklasser, hvor alle studerende mødtes og diskuterede de emner, Nørholm eller vi selv bragte på banen.

Igennem alt dette strålede mennesket Nørholm. Mennesket, der altid var opmærksom på sine elever. Mennesket, der altid indledte sine timer med at spørge ind til hvordan man havde det. I livet altså. For så på et tidspunkt med vanlig glimt i øjet, at sige ”nå, men du har vel ikke noget med?”. Som vi selvfølgelig altid havde! Ligeså hjertelig Nørholm kunne være, lige så vred kunne han med kort varsel blive. En vandrehistorie fortæller (i én af sine versioner), at Nørholm efter en DUT-koncert i ophidset vrede over det netop hørte kørte over for rødt og blev taget i forvaring på en politistation, indtil hans identitet kunne verificeres.

Og det med DUT-koncerten fører til nok én af Nørholms bedrifter: Nysgerrigheden! Ønsket om at følge med, hele tiden at forholde sig til tidens skiftende strømninger, hvilket gjorde at han – som regel i selskab med Gudmundsen-Holmgreen – i mange år var at finde blandt tilhørerne til stort set samtlige koncerter med ny musik. Også dette var en del af engagementet, af arbejdet med at etablere et miljø, hvor ny musik og dens musikere og komponister trivedes. At det har været et arbejde, der bar frugt vidner blandt mange tiltag den seneste Klang-festival om. Den frodighed man i dag finder i den ny musik, må ses som den direkte arv fra den livsindsats, Nørholm ydede. At han selv måske ville være skeptisk overfor nogle af de nye strømninger, ændrer ikke på dette. Det er vilkårene. Som han selv – opgivende eller fortrøstningsfuldt? – formulerede det: ”Udviklingen har altid ret”.  
Nørholm selv er nu borte. Men hans ånd lever videre i såvel erindringen som i det blomstrende miljø.

- Svend Hvidtfelt Nielsen

NEWS & EVENTS