Martin Stauning om Interventions

Når Martin Staunings navn er på plakaten til Det Kongelige Teaters forestilling Corpus Unika d. 18. september, er det ikke som komponisten bag en strygekvartet eller et ensembleværk, som vi oftest kender ham, men derimod som komponist og performer af sit eget værk: ”Interventions”.

På den aktuelle scene for ny musik ses i øjeblikket en tendens til, at komponisterne ikke lægger værket fra sig, når den sidste node er skrevet ind i partituret, men at de derimod er med på scenen, når værket opføres for publikum. De performende komponister føjer nye lag til rollen som komponist, til værket og til relationen mellem komponist og publikum. 

I Martin Staunings performanceværk ”Interventions” er han ene om at opføre værket, og musikken opstår helt konkret ud fra hans bevægelser.

”Værket iscenesætter helt trivielle hverdagshandlinger som det at barbere sig eller vaske gulv,” fortæller Stauning, som udfører hverdagshandlingerne med kontaktmikrofoner på fingrene. ”Jeg forsøger at finde helt ind til lydene af de her handlinger, som gentages i et loop. Det, vi hører, er de ekstremt forstærkede konkretlyde, og i takt med at handlingen gentages, looper og forstærkes lydene i et internt feedback.” 

Tanken bag værket er at undersøge det, Martin Stauning kalder ’hverdagens ligegyldighed’. ”Ligegyldigheden får sin egen mening i et værk som det her,” fortæller han. ”Ting som i deres almindelige kontekst ikke har nogen dybere mening – som at barbere sig eller vaske hænder – tages ud, så vi ser på det som et musikalsk eller scenisk objekt, så det kan indgå i musikken ligeså vel som en f-mol akkord eller en takt på fire slag.”

”Gennem gentagelsen får de her handlinger en form for mening,” forklarer Stauning og fortsætter: ”Det bliver de jo simpelthen nødt til! Vi ville jo ikke kunne holde tilværelsen ud, hvis ikke trivialiteterne gav mening.”

For Martin Stauning er det at træde ind i rollen som performer en måde at sætte sig selv i spil på en anden måde, end når man sidder bag sit skrivebord. ”Det er lidt som at tage en skydeskive på og sige, så kom, og skyd mig, hvis I vi!”

Samtidig efterlader det komponisten med fuld kontrol over værket: ”Jeg holder meget af, når musikere fortolker mine værker,” siger Stauning, og fortsætter; ”men lige i det her værk er det vigtigt for mig, at der ikke er forskel på ophavsmand og fortolker. Og det er på godt og ondt, for problemet ligger virkelig kun ét sted, hvis det ikke fungerer,” griner han.

Martin Stauning har en baggrund som professionel balletdanser, og det er derfor langt fra nyt for ham at stå frem foran publikum. ”Jeg håber, at min scenevanthed kan hjælpe mig,” siger han. Det handler mest af alt om at have en fornemmelse for timing på en scene. Hvis man er bare en lille smule nervøs, så føles ti sekunder som ti minutter, og den følelse er man nødt til at have kontrol over.”

Denne sans for timing håber Stauning også skinner igennem, når han sidder ved skrivebordet som ’almindelig’ partiturkomponist. ”Jeg håber, at hvis der er én ting, jeg har en fornemmelse for, så er det timing – hvornår kommer dét spring, og hvornår går man lige lidt hurtigere eller lidt langsommere i forhold til et længere forløb?” siger han. ”Det er rent intuitivt, men jeg bilder mig ind, at det er noget, jeg har fået ind, så det simpelthen sidder i kroppen.”

Derimod mener han ikke, at han er mere tilbøjelig til at stille sig op foran publikum, i kraft af baggrunden som danser. Tværtimod. ”Det har taget mig rigtig lang tid at åbne den kasse igen,” lyder det fra Stauning. ”Jeg har stået på de scener, jeg skal i mit liv, og jeg vil faktisk helst ikke derop. På det punkt er jeg præcis som alle andre komponister, så det er ren flagellation, når jeg gør det.”

Men hvorfor indtager Martin Stauning og en del af hans kollegaer så alligevel rollen som performere i egne værker? 

”Måske er det i virkeligheden meget naturligt,” kommer det tøvende fra Stauning, der ikke er meget for at bringe en analyse af hele sin generation. ”Måske er det et naturligt skridt i den musikhistorie, hvor komponisterne løbende har sat spørgsmålstegn ved forskellige elementer af musik: Man stiller spørgsmål til de traditionelle former, det klassiske tonesprog, situationen værket indgår i og til værket selv.” 

”I dag kan musikken jo være hvad som helst, så nu ser vi i stedet, at komponisterne sætter spørgsmålstegn ved sig selv. I stedet for at spørge f.eks. hvad er et instrument, så spørger man nu: Hvad er en komponist?”

Share this page